Igennem hele vores forhold har vi hjulpet hinanden med at bryde uhensigtsmæssige vaner ved at påpege og kaste lys på de sider af os selv, som kunne bruge lidt finjustering. Én ting vi har kæmpet med, og til dels stadig gør, er vores kost. Vi er gået fra at være indædte kødspisere til at være på tærsklen til at leve vegansk.

Nedenstående tekst er ikke ment som en kritik af mennesker, som spiser kød, men mere som et par rosende ord til de mennesker, som af den ene eller anden årsag tager stilling til noget, som er vigtigt for vores fælles fremtid – nemlig deres kost; en ting som vi alle suverænt er herre over, og derfor kan vi gøre en forskel på netop dette punkt.

Kødproduktion er en af de absolut største syndere når det kommer til det miljømæssige aspekt af en given industri. Ingen, vi gentager INGEN, anden industri laver (så vidt vi er orienteret) så meget ravage i den hårfine balance, som naturen så fint er indrettet efter.

Vi håber, at jer der læser nedenstående vil tage imod teksten som det dét er; et udtryk for private holdninger og IKKE et ønske om at stigmatisere det, som i virkeligheden er et kæmpe stort segment i befolkningen.

“Alting begynder og ender med et valg”
– ukendt

IMG_6988 (2)

Vi snakker tit om det bag hjemmets fire vægge; det, som foregår “derude”. Vi spørger dagligt os selv: Kan den måde vi lever på forsvares over for vores børn og deres kommende børn? I de sene timer lige før sengetid, når vi står og børster tænder og gennemtænker dagen, sender spejlet refleksioner tilbage af to mennesker, som ved første øjekast med et selvsikkert nik vil sige “ja”, men stripper vi lagene af selvbedrag væk, er øjnene, der kigger tilbage fyldte med tvivl. For selvom, vi forsøger at ændre adfærd, selvom vi forsøger at ændre forbrugsvaner, går det så hurtigt nok?

Vi interesserer os for den verden vi er en del af. Vi tager imod dens smukke impulser med åbne arme og lader det negative, skønt det er en del af livet, flyde forbi os som et blad, der føres med ned af en rivende flod. Vi vil ikke lade os fører med af strømmen, det er hvertfald hvad vi fortæller os selv, men det er uendeligt svært at undgå. På en måde føler vi os kaldet til at stille op i geled, falde ind i rækkerne og marchere mod et kollektiv endeligt. For hele teaterstykket er uendeligt fascinerende; som en tryllekunst eller et lysbillede projicerers det direkte på nethinden. Så svært at se igennem. Så svært at ændre. Vi gør som vi har lært. Mange af os med en følelse af, at der er noget, der ikke er som det burde være, men det er ikke nemt at sætte fingeren på hvad det er. For hvis man gør det, skiller man sig så for meget ud? Og bliver man da nødt til at handle? Vil man handle?

Vi (Nete og Nick) er vegetarer på en rejse (imod en vegansk tilværelse) – en rejse mod god samvittighed og en mere bæredygtig verden. Men skridtene er små og tilbagefaldene mange. Dag for dag, skridt for skridt lægger vi dog en gammel overbevisning bag os og ser fremad mod en ny og langt mere human livsstil – en livsstil, hvor man ikke bidrager til død og ødelæggelse i et kæmpemæssigt omfang.

Veganere gør noget som alle i vores optik burde gøre dem efter; de tager et valg – et valg i kærlighedens navn – et bevidst valg, der ikke giver plads til dårlige undskyldninger eller ubeslutsom vaklen. Vil du, eller vil du ikke gøre hvad du kan for at efterlade en arv som du kan være bekendt over for næste generation? Det vil vi personligt gerne, men vi oplever hvordan vores opvækst i samfundets billede er hamret som et søm dybt ind i vores adfærdsmønster og tit reagere vi per automatik også selvom vi prøver at være meget bevidste i vores dagligdag. Men der er ingen at skyde skylden på, og det der er så fantastisk er, at det er dig – og kun dig – der bestemmer, hvad du putter i munden. Og hvis man nogensinde har spurgt sig selv; Hvad kan jeg gøre for at ændre verden til det bedre så er svaret enkelt, vær med til at forme den og vores skæbne med egne hænder – og træd dine skridt på en vej mod en lysere fremtid, drop kødet og med tiden animalske produkter. Verden er grønnere end du aner.

Det kræver viljestyrke, at gøre sig fri af samfundets greb og massernes overbevisning. At være en minoritet er svært. Men vi håber inderligt, at jer som har taget dette valg vil blive ved med at inspirere folk som os, til at påbegynde et nyt liv med en renere samvittighed i pagt med naturen. Vi er ikke frelste på nogen måde og det er der heller ingen veganere der er. Vi tvivler på, at der er nogen der går ind i denne livsstil med ønsket om at blive helgenkåret og bare fordi man er veganer er man ikke nødvendigvis et bedre menneske overordnet set. Men bevidst eller ubevidst og uanset motiv, så hjælper en person hvis kost udelukkende er plantebaseret, miljøet i langt højere grad end et kødspisende individ.

Fx kan én enkelt person tage bad i to måneder i streg og forbruge samme mængde vand, som bruges til at “producere” én hakkebøf! (Kilde: Cowspiracy)

IMG_7039
Billede fra dokumentarfilmen “Terra” på Netflix

Vi tror, at stort set alle der bliver veganere gør det på baggrund af informationer og facts omkring landbrug, slagtedyr og landbrugssektoren i det hele taget og på baggrund af den viden ikke længere er i stand til at kigge den anden vej.  

Vi lever i en verden som bliver mindre og mindre og skal brødføde flere og flere. Regnestykket kan umuligt gå op. Vi lever efter vane og magelighed og ikke for vores næste. Vi må kigge ind i os selv. Lede efter en vilje til at ændre tingenes gang. Ingen kan gøre det alene. Men sammen, sammen kan vi ændre på det som allerede synes skrevet.

Vi kan ændre disse vaner som er farlige og strammer deres greb når de belyses direkte, bange for denne lysets glød kryber de rundt i skyggerne, langs væggen. Sætter rødder i mørket, spire i tvivlen. Vi bærer dem med os overalt i blytunge rygsække der tynger os mod jorden for hvert et skridt. Som kvæg går vi mod slagtehallerne med hænderne fulde af blod. Det er ikke et rart syn så vi lukker øjnene. Men fortidens spøgelser indhenter os. Kryber langs rygraden, fremprovokere en isnende kulde i vores hud, efterlader os med en følelse der ikke vil slippe sit tag. Sammen er vi i færd med at krydse en flod af livløse kroppe i hobetal. Oppustede og med tomme øjne kigger de på os og den dårlige samvittighed pumpes af vore hjerter rundt i en skyldbetynget organisme.

“Årligt slagtes der 60 milliarder slagtedyr” (kilde: “Terra” – dokumentar på Netflix)
– et ufatteligt antal, der tilsammen indtager uforståelige mængder foder og vand. 

Vores børn betragter os med gru fra sidelinjen, endnu ikke helt bevidste om den ørken vi efterlader til dem. Fra alle os, til alle jer. De tror på os. Viser tillid, blind tillid og bader os i naivitetens sødme. Selv om vi indtager hovedrollernes som denne verdens bødler, elsker de os stadig, betingelsesløst. Skammen ætser i vores øjne som syrer og gør os blinde. For mange en befrielse, for hellere være blind end skamfuld.
For at dække over den grusomhed vi svøber andre skabninger i, tryller magtens korridorer med glansbilleder og fin emballage og som i eventyret om fløjtespilleren følger vi denne undergangens melodi og kaster os hovedkulds ud i et blodbad uden tanke på det liv som lægger hovedet på blokken.  

Det er som om, at vi sammen går i rækker og uden en tanke kaster os i skærsilden som lemminger én efter én i håbet om at finde en tilgivelse som aldrig vil finde sted. Bærer den blinde nogen skyld for sit manglende klarsyn? Spørger vi, mens moder jords bærende søjler knager og brager under vægten af vore fødder lænket i trældom. Absolut! Hvisker en indre stemme. Det er narren der titter ud fra sit skjul, han ved, hvornår han bliver narret, for han er blot en nar. “Selv en blind kan se forskel på ret og uret”, således siger han og klapper i som en østers. Spørgsmålet er ikke om man ser, eller hvad man ser, men om man handler på det man er vidne til.

Solen står lavt på himlen og kaster sit sidste lys over en verden i brand. Et glemt paradis offer for overgreb. I midten af kaos står de bevidste. En lille flok af budbringere, som ikke med ord, men med handling bærer løftet om en bedre verden i deres udstrakte hænder. For her findes respekten for liv, her hviler kærligheden trygt. Én løsning løber i deres blod gennem deres årer. For de giver den gryende dag vinger og bringer nyt håb med sig til den fortabte menneskeslægt. De rejser sig fra asken med en fælles stemme, udstikker en ny kurs og lader visdommens skib rulle med bølgerne, med et håb om ikke længere at skulle tale for døve øre.

Ovenstående er et forsøg på en lettere poetisk tilgang til noget der i virkeligheden lugter meget lidt af romantik og shakespeare. Men moderne poesi ligger i vores handlinger og i det lys vi bringer til verden. For hvis ikke vi som mennesker lære af vores fejl og trækker på en fælles erfarings pulje – hvem gør så? Hvem skal handle hvis ikke os? Hverdagens helte er alle dem der med små handlinger forsøger, at gøre en forskel. Vi bør alle have en interesse i at passe på denne smukke planet, og se muligheder frem for begrænsninger. Tænk ikke på den bøf du ikke får, men på det liv du lader blomstre.

For tiden og på de dage hvor rigtigheden af vores ændrede livsstil klinger i vores indre ser vi noget i spejlet, vi ser en gnist, et fornyet håb, et håb om, at også vi kan være med til at male en fremtid i lyse farver og give stafetten videre til den næste i rækken. Sammen og ved fælles hjælp kan vi nå målstregen der glimter i horisonten som krukken med guld for enden af regnbuen. Vi kan nå i mål hvis vi vil, men det bliver ikke uden kamp, det bliver ikke uden et offer. Men i sidste ende er prisen det hele værd. For hvad er mere værd end livet selv?

Vi vil anbefale ALLE at se denne film: Cowspiracy.

Mangler du inspiration til en mere plantebaseret liv, så tjek disse bloggere ud:

MAD-01