Forestil dig, at der hele tiden er nogle, der fortæller dig, hvad du skal/ikke skal. Hele tiden!

At du konstant blev fortalt, hvad du skal spise og hvornår, hvornår du skal sove/lege/i bad, hvilket tøj du skal have på og hvordan dit hår skal klippes. At du skal kysse familiemedlemmet med den forfærdelige kaffeånde goddag eller kramme din fremmede tante. At det eneste du reelt selv styrer er, hvornår du skal af med stort og småt.

Sådan er virkeligheden for rigtig mange børn, og vi skal ikke sige os fri fra nær at bide tungen af os selv når vi for 117. gang på en dag velmenende har “kommanderet” vores børn til at gøre, hvad der i situationen synes mest praktisk/oplagt/nødvendigt.

Men kors, at skulle leve under de vilkår er jo som at være fængslet i egen krop og familie. At blive undertrykt, negligeret og til tider latterliggjort for, hvad man finder rigtigt, det fortjener ingen. Heller ikke børn! For børn er også mennesker, der fortjener respekt og tillid. Og i sagens natur er de jo nok endnu bedre til at mærke deres egne behov og til at selvregulere. I langt kortere tid end os voksne, har de ligget under for forventninger, normer og regler, og lige netop dette er, hvad vi nu som forældre har sat alt ind på at bekæmpe så vores børn kan leve i pagt med deres rene kerne og passion, for når alt kommer til alt; kan vi så prale af vores måde at håndtere verdensituationen lige nu? Og ønsker vi at opfostre tro kopier, der gentager vores fejl?

Vores svar er NEJ!

Og stadig kæmper vi en kamp imod vores egne tillærte adfærd, vores “bør”-natur og de af samfundet opstillede væremåder.

“Sig tak/undskyld/farvel”, “spis lige to bidder mere..”… Listen er LANG!!!

Vi får helt ondt i maven over alle de velmenende “fejl” vi allerede har begået!!!

Som forældre burde det være vores fornemmeste opgave at agere rollemodel, “lead by an excample”, og sørge for, at vores børn føler sig elskede, trygge og ved, at vi står klar med hjælpende arme og råd, hvis de ønsker det. Og dog er det til tider så svært at stole på barnets egen iboende fornuft, ønske om udvikling/sundhed/sikkerhed/hjælpsomhed/omsorg og lægge kontrollen langt væk. Så svært at gå imod sin egen arv og miljø. Så svært bare at slippe med begge hænder og lade de smukke små knopper udfolde sig som de er ment til. Men vi prøver. Vi forsøger. Vi læser side op og side ned om emnet, og vi ønsker at stole på dem og at forbedre os. Og hele tiden bliver vi bedre…

Kontrol er fjenden! Det er den, der fører til oprørskhed/ulydighed/skaber afstand/mindreværd, og vi forsøger nu at komme den til livs ved at erstatte den med ligeværdig kommunikation, hvor ingen mening vægtes højest, hvor alle føler sig hørt og respekteret (og nej; det betyder ikke, at vi ikke sætter grænser!). Kun på den måde vil vores børn vide, at vi respekterer dem, lytter til dem, anerkender og stoler på dem, og kun på den måde vil de gå ud og gøre det samme mod andre. Og kun på den måde vil vi skabe den ønskede relation til vores børn, nu og senere i livet!  Vi forsøger at have fuld tillid til, at vores børn er i stand til at selvregulere og mærke deres egne behov uden, at vi står som diktatorer/dommere og puster dem i nakken. Vi forsøger at gå forrest med oprejst pande og med klare signaler omkring, hvordan vi mener, at et godt menneske bør opføre sig, for når alt kommer til alt; så ønsker vi ikke have velopdragne, sunde, omsorgsfulde, hjælpsomme, miljøorienteret osv osv børn af PLIGT og fordi de forventer en belønning/straf, men vi ønsker, at de skal være det af ren instinkt og LYST, og vi ønsker, at de er i stand til at mærke sig selv og kende egne grænser, så de kan gå ud i verden og gøre, hvad de er kommet her for! Og det kan vi ikke som forældre presse ned over dem, det skal de have rum, tillid og lov til selv at finde frem til uden at blive “holdt nede”.

Her i familien har vi (egentlig fra vores søns fødsel) forsøgt at slække tøjlerne, og det er ikke sjældent at se vores søn med tusch i ansigtet, med strømpebukser og gummistøvler, shorts udenpå lange bukser eller T-shirten omvendt på, med kun et fad rå grøntsager som aftensmad, rulle rundt midt på gulvet uden at få at vide, at han da bliver beskidt og skal komme op, med småmærkelige frisurer osv – alt sammen af den simple årsag, at vi giver ham plads til at udfolde sig. Og lige for tiden har vi – efter at have læst et blogindlæg om at slippe kontrollen mht skærmtid – gang i et eksperiment for at se, om vores søn virkelig også er i stand til at selvregulere på dette punkt, hvorfor han ofte er at finde fordybet og højt grinende bag computerskærmen. Her må vi dog indrømme, at vi tvivler og at vores egne værdier i den grad kommer på prøve (værdier, der udspringer af viden om stråling fra elektroniske apparater, meninger om tegnefilm ofte værende fordummende, at den virkelige verden er, hvor tiden skal bruges osv); vi må kæmpe for at finde tilliden frem til, at hans store skærm-forbrug lige nu handler om, at han udnytter den nyopdagede frihed og ikke blot er et medfødt skærm-zombie-gen… Men hvor kunne det være fantastisk, hvis vi også på dette punkt kunne give slip på kontrollen og han lærte at styre det selv, så han ikke på et senere tidspunkt i ren protest lever sit liv i skærmverdenen (vi som forældre sidder stort set aldrig med en skærm foran os i løbet af børnenes vågne tid, så det er ikke herfra, at han har det, hvis eksperimentet flopper..).

 

Reklamer