af Nete Maj

Min tunge ligner stort set sig selv igen – i hvertfald nedenunder, ovenpå er den en smule deform – og det er sjældent at min tale påvirkes. Kun når det er koldt i vejret, når jeg drikker noget koldt og musklen derfor trækker sig sammen eller hvis musklen i tungen er træt går det udover måden jeg udtaler ting på, der kommer ufrivillige hvisle- eller læspe-lyde eller stammen.
At jeg har haft kræft i tungen, kan altså stort set ikke ses på mig. Men selvom det udadtil er et overstået kapitel, er det på ingen måde overstået for mig i mit indre. Til trods for, at min tunge er mere eller mindre regenereret (vildt, taget i betragtning hvor stort et stykke kirurgen fjernede!), føler jeg konstant det manglende stykke tunge. Ikke som de fantomsmerter, der kan forekomme, men nærmere som en konstant følelsesløshed, en brændende, stikkende fornemmelse, som manglede jeg halvdelen af tungen og såret nu var helet, men udgjorde en skarp flade… Ej, bare det at jeg forsøger at sætte ord på gør, at det virker tamt og ufyldestgørende!

Indimellem tager jeg mig selv i at presse tungen så hårdt jeg kan imod bagsiden af fortænderne og det øverste af ganen. Det mærkes som om, at en sytråd er spændt ud som en flitsbue inde i min tunge, og med det rette pres vil den sprænge med et smæld for derefter at efterlade min tunge normal og som jeg før kendte den. Når jeg tager mig selv i at presse tungen på denne måde, løber en kold rislen mig ned af ryggen; for tænk nu, hvis der vitterlig er noget, der kan sprænges i min tunge?! – og herefter presser jeg lidt ekstra til… Lidt som når det bliver en besættelse at få bugt med et stykke æbleskræl, der har kilet sig fast i et snævert mellemrum mellem to kindtænder og nu nægter at forlade sit skjul (én ting jeg iøvrigt – og til kæmpe frustration – ikke længere kan bruge min tunge til efter operationen!).

Hvor vil jeg hen med det?
Jeg ved det ikke. Nok ikke sige andet end, at den anderledes følelse jeg konstant (som i KONSTANT – når jeg slapper af, spiser, snakker, laver intet, griner, er stille…) føler i min tunge til tider dominerer hele min verden.
At den og munden er så følelsesrigt et sted på kroppen og at den  evindelige følelse er en evig påmindelse, der gør det uhyre svært ikke at tænke på, at jeg har haft kræft.
Det som fylder nu er primært erkendelsen af, at jeg måske resten af mit liv vil mærke denne anderledes følelse i min mund. Måske ændrer den sig?! Måske stopper hjernen, i bedste fald, med at sende signaler, der non-stop gør, at jeg tænker på min tunge og den derved bliver en mere integrerede del af mig?! Måske gør den ikke?! Jeg ved det ikke, men hvad jeg ved er, at jeg lige nu tumler en del med erkendelsen af, at min tunge aldrig bliver som den var før.
Og med den konstante påmindelse er det svært ikke at mærke frygten. Frygten for, at kræften skal komme igen!
Det er ikke fordi jeg konstant tænker på den, og heldigvis føler jeg nu både oprigtig glæde hvor jeg griner hjerteligt, jeg mærker lykke over at kigge på mine to smukke børn og når jeg mærker deres våde kys og bløde arme og jeg mærker og ser alt det smukke omkring mig, men den er der hele tiden og som et pludseligt pust i nakken, kan den slukke glæden i mine øjne og true med at tage mig med ind i mørket.
Men den får ikke lov! Nok skal vi alle dø, det er en uomtvistelig del af livet, men min tid er ikke nu – jeg skal LEVE, jeg skal NYDE og jeg skal ELSKE! Jeg vil være i lyset og se solen skinne i mine børns saltvands-lyse lokker, jeg skal danse til det hele svimler og til deres små øjne gnistrer af stjerner, jeg skal gå igennem livet med min elskede mand og med de mennesker, jeg elsker, og se tilbage på et langt lykkeligt og solbeskinnet liv fyldt af gode minder.
Mørket er ikke for mig, og alt det jeg står midt i lige nu er blot et bump på vejen.

Reklamer