Det er idag 17 dage siden vi kom retur til Norge – og det er dermed 17 dage, hvor jeg ikke har forladt fjeldet. Det har været tiltrængt afstressende og med god tid til at fordybe mig med ungerne og snuse den friske fjeldluft ind. Stort set dagligt har jeg været ude på langrend (første gang kunne jeg knap få armene ned; jeg havde det så sjovt i mit eget selskab og lo og lo af mine egne talrige stunts, lungerne arbejdede på højtryk og musklerne værkede, og efter den lange periode, hvor jeg har ligget brak ovenpå en hård graviditet, var det ren terapi for både krop og sind). Vi har suset ned af pisterne på kælke og gået ture i de stille sene eftermiddagstimer. Dagene har været lange og timerne langsomme, og med det tidlige mørke har aftentimerne til tider synes uendelige – på godt og ondt.
Morgenen går normalt stille og roligt med banan-klatkager, frugtfad og tøffen rundt i nattøj til langt ud på dagen, men idag så den anderledes ud. Med udsigt til at skulle ned af fjeldet, smurte jeg madpakker, fik ungerne og mig selv i tøjet og spist af mens Nick skovlede bilen fri fra et tykt lag sne.
Rjukans frivilligsentral har et arrangement de kalder Barnas Hus – en slags legestue – hver tirsdag, og da det er startet op mens vi rejste har vi endnu ikke været med. Men idag skulle det være.
Alt gik gnidningsløst – at få gjort alle klar til rette tid (jeps, jeg ved, at det er manges dagligdag men for os hører det til sjældenhederne og vi er nok lidt urutinerede på dette punkt), bilen kom efter en brav kamp fri af sne og ned af bjerget (!). Ja, det vil sige gnidningsfrit lige indtil vi næsten var fremme ved stedet og Nia kastede op ud over sig selv og mig!
Hun virkede ikke sløj og var ved godt mod, vådservietter kunne næsten tage det hele så vi fortsatte vores færd og fandt frem til ungdomsklubben/cafeen, hvor legestuen blev afholdt.


Til trods for at der kun var to andre mødre med deres babyer (kirken har valgt at holde babysalmesang samme dag fra og med idag), endte det med at blive ret hyggeligt. Neo tegnede, bagte vafler og Nick lærte ham at spille Skak – en ting han længe har ønsket at lære ham – og Nia Luna tullede rundt og fik nye venner, “læste” i teenagebøger og tegnede.
Alle nød vist at komme lidt ud og mærke lidt luftforandring og ikke mindst at være en del af lokallivet, hvilket er noget af det vi vægter højt og sætter stor pris på på vores rejser. Og på vej hjem i bilen faldt begge unger i søvn.

Reklamer