af Nete Maj

Solen har knap fundet vej med sit lys igennem sneen som fyger om ørene på os, og dagen har været svøbt i en dæmpet belysning, nærmest som ved skumrings tid. Landskabet leder tankerne hen på én stor organisk snedrive – konstant i bevægelse – og var det ikke for de høje graner og nøgne birketræer, lysene fra træhytterne og skipisterne ville man ikke kunne skelne himmel fra landjord og landjord fra himmel.
Der har været varslet om fare for alvorlig sneskred, og da Nick kørte ned af fjeldet for at handle (køleskabet og hylderne var TOMME…) måtte han stoppe da han skulle over en bro fordi han ikke kunne se 20cm frem!
Dagen er blevet brugt til at bage kanelboller og tærte og bygge huler, til lange bade i badekaret og der er blevet læst den ene historie efter den næste. Vi har hørt lydbøger og danset vildt og inderligt til Chet Faker, Fat Freddy’s Drop, Oka og Bob Marley – ja faktisk så vildt, at Neo til sidst hakkede fortænderne ned i læben, og musikken og dansen måtte vige for kram, trøst og stilleaktivitet (postkortskrivning og tegning).

 

 


På trods af vejret skulle jeg ud!
Sådan var det ikke få uger tilbage… På telefonen fandt jeg et lille skriv som jeg skrev henover juledagene (jeg bruger som I ved mine ord som terapi, og det er langt fra alt der kommer på bloggen – mange af mine skriblerier handler mest om at få tanker og følelser ud af systemet og havner som kladder eller i skraldespanden).
Det lød sådan her:

“Jeg ligger i dobbeltsengen og kigger ud af vinduet. Det kolde vinterblege lys danser med melankolien i juletræets halvtørre grene, der bøjer sig for vægten af trommer, kugler og hjemmelavet perleplader og kræmmerhuse. Udenfor står træerne nøgne med grene, der rækker ud i den frostklare luft. På trods af at solen skinner, vil jeg ikke ud. Sådan har det været noget tid nu (ja, altså med undtagelse af da vi var i Thailand selvfølgelig – her bød vejret til det og jeg skulle ikke først overskue at få børnene i et bjerg af tøj), og sådan er jeg ikke! Jeg elsker at være ude, elsker at mærke elementerne, føle mig forbundet til naturen. 
Jeg gider ikke længere at det skal være sådan her. Jeg ved, at ting tager tid, men jeg har svært ved at acceptere når jeg ikke mærker lykkens salige kærtegn over alt det smukke i mit liv. Jeg er heldig, og jeg ved det. Jeg bør prise mig lykkelig over at være født som mig i Danmark og ikke som en fattig i Afrika, Indien, Nepal, Sudan… Og jeg gør det egentlig også dagligt; takker for mit held. Mit held over at være mig, være blandt mine, at jeg er kræftfri, at jeg har mad på bordet, alt det og meget meget mere… Men ordet “kræft” har som en usynlig hånd taget noget fra mig; måske min sorgløshed, ubekymrethed og der er blevet pustet faretruende intenst til min livets flamme, så jeg nu hele tiden skal værne om den for, at den ikke går ud. 

Jeg er farvet af mit humør på den pågældende dag, og at jeg skriver hvad jeg gør nu betyder ikke, at det er min endegyldige sandhed – og det forholder sig jo sådan, at mine ord er en refleksion af det nu, hvor jeg lader fingrene fare over tasterne, og jeg skriver tit når jeg føler mig tynget af mine tanker, bruger ordene som forløsning, og netop disse sårbare nu’er, håber jeg i bedste fald kan hjælpe andre, der måtte føle sig alene og hudløse i kræftens favntag. 

Hver dag når jeg vågner, vågner jeg med en grundfarve, der definerer mit humør, mit mentale stadie, min kamp den pågældende dag. Det føles som er mit indre lærred malet med netop den farve – nogle dage lyse og lette nuancer, andre dage tunge og dystre, og atter andre sarte og sårbare – og uanset hvad dagen må byde på af dejlige begivenheder, relationer, pligter, oplevelser, ja, så kan grundfarven ikke pilles ved eller males over. Den udvisket først med nattens regenerende søvn, og den efterfølgende dag er tonerne atter nye. 
Er nuancerne lyse, lette og fine mærker jeg taknemmelig og det elsker og nyder jeg. Er de derimod i den modsatte ende af farvespektraet ser jeg ingen mening i noget, mærker  ingen glæde, kun nyttesløshed, ligegyldighed, tristhed – nogle dage frygt og angst. 
Det er så usigeligt hårdt når disse dage kommer, og jeg har inderligt svært ved at acceptere, at jeg skal have det sådan; for sådan er jeg ikke. Jeg ved, at det tager tid at heles, men jeg kan blive febrilsk over at have det sådan her uden at vide hvor længe det skal stå på – tager det uger? Måneder? År? Kommer jeg nogensinde til at føle som jeg gjorde før jeg fik diagnosen? Skal jeg blot acceptere at gnisten i mine øjne er slukket, og er det for en stund eller er den uopretteligt slukket?! 

Jeg gør alt hvad der står i min magt for at vinde denne kamp og komme tilbage til lyset; hvert et minut er for kostbart til at blive spildt og ungerne vokser dag for dag, mentalt såvel som fysisk. De kysser stadig med våde læber, krammer med bløde arme og søger min hånd, og det skal nydes og ikke blot gå til spilde som det gør på de mørke dage. 
Så nu vil jeg trække mig selv op af dynerne og snøre mine støvler, søge lyset og mærke jordforbindelsen – i lyset vil jeg leve!”

fullsizerender-18.jpg

Når jeg læser mine egne ord bliver jeg både tung om hjertet ved tanken om, at det for få uger tilbage var min realitet, men samtidig bliver jeg virkelig stolt over, at jeg er kommet videre og at det lykkedes mig at grave mig selv op derfra – eller måske nærmere ud derfra.
Nu er jeg næsten afhængig af det daglige kærtegn fra den rå vinterkulde, og jeg bliver sjældent inde en hel dag, uanset hvad Moder Natur har på programmet vejrmæssigt. Ungernes tøj-bjerg afskrækker ikke længere, og selv om Nia Luna hurtigt får nok og fryser, og hele besværet synes spildt, klæder jeg dem med glæde på og tager dem med ud. Og er vejret for barskt for dem (læs Nia Luna), smutter jeg selv ud på ski eller på gåben. Jeg bliver renset og jeg bliver fyldt op. Eventuelle tunge og dystre tåger bliver blæst bort, og i stilheden af snefnuggene, der daler, bliver der gjort plads til uventede tanker og taknemmelighed over livets vidundere.
Og med erkendelsen af, at jeg på få uger er kommet så langt, mærker jeg en stigende tro på, at jeg er på rette vej.

Reklamer