af Nete Maj

De sidste par dage er jeg gradvist blevet mere og mere pirrelig; muligvis ikke mærkbart – ingen har kommenterer det – men jeg har selv mærket, at min tålmodighed og mit nærvær har måtte vige for en tiltagende ængstelighed, en ulmende frygt og angst for det nært forestående. Kun halve sætninger har nået mit øre, og fraværende har jeg sendt et svar tilbage. Dag for dag er der blevet klippet en lille bid af lunten, og igår eskalerede det hele!
Jeg fandt mig selv stå og bande og næsten græde midt inde i skoven, hvor sneen stod mig om ørene og sporene var sneet til, i et en blanding af kluddermor og et sørgeligt forsøg på at komme op af en bakke på et par lidt for glatte langrendsski, der var blevet smurt lidt for lidt og med en forkert voks. ALT gik i mod mig (sådan føltes det), og det værste af det hele var, at jeg vidste det allerede inden jeg forlod hytten, men jeg lyttede ikke til min indre brokkende stemme – tænkte bare, at den skulle nok fortrække sig med lidt frisk luft og sved på panden!
I stedet blev jeg skrællet ind til benet af den ruskende blæst og fygesneen, og jeg har sjældent været så opgivende og demotiveret som jeg var der midt på bakken.
Jeg fik kæmpet mig hjem igen – hjem til en tom hytte – Nick og ungerne var gået over til alpinski-hallens legerum – og så mit snit til en gang yoga; en ting, der altid giver ro, trøst og god energi. Men hele mit system var kørt for meget op, og min demotivation voksede fortsat stødt, så i stedet gik jeg i knækbrøddet og sad og knasede det ene stykke efter det næste med humus mens jeg var trist.

Katalysatoren for min mentale nedsmeltning var udsigten til endnu et tjek, og selvom jeg hverken har følt ændringer eller har været nervøs for udfaldet, er der hele tiden det der lille “hvad nu hvis..” som runger dybest inde. Det er jo langt fra alle, der kommer ud med samme resultat som jeg gjorde til første tjek!
Er der den mindste plet, rumlen eller ømhed et eller andet sted på eller i kroppen gør det mig nervøs, og da jeg aldrig tidligere har undersøgt min tunge nøje synes jeg bare den ser mærkelig ud og bliver konstant nervøs for om der er tegn på kræft.
Alene udsigten til atter at skulle se kirurgen, Oslo Rigshospital og minderne derfra i øjnene var nok til at slå mig ud af kurs.

Men afsted skulle jeg, og afsted kom vi…
Atter engang sad jeg alene i venterummet, og prøvede at slå min nervøsitet ned med dybe vejrtrækninger og ved at læse i min bog. Der var forsinkelse, og jeg sad der en hel time inden det blev min tur, så selvom det lykkedes mig at flytte fokus noget af tiden, endte det alligevel med, at jeg havde følelserne udenpå tøjet og begyndte at græde da jeg så kirurgen.
Han var som altid sød, forstående og omsorgsfuld, og efter at have undersøgt min mund og hals og foretaget ultralyd på mine lymfekirtler, sendte han mig afsted med lutter gode nyheder. Jeg svævede praktisk talt ned af gangene, mødte min familie med store smil, kys og kram og vores søn kvitterede med et lille sælsomt smil og et par skuldre, der faldt et par centimeter da jeg med en high five sagde, at min tunge bare var fin og vi hånd i hånd forlod hospitalet.

Inden vi påbegyndte den lange rejse retur (en rejse, der med samme varighed i fly kunne tage os tilbage til Barbados!) provianterede vi med varm kakao og havre-latte – for hvis ikke denne dag skulle fejres, hvornår så?! Og selvom Nick siger, at sådan skal jeg ikke tænke så føles det for mig som har jeg fået to ekstra måneder af “det gode liv” sammen med dem jeg holder allermest af – og hvilken gave, for livet er da bare fantastisk!

DSC_0026DSC_0028

Reklamer