af Nete Maj

Der er sket noget ubeskriveligt fantastisk – intet mindre!
Ubeskriveligt fordi selv om jeg nu vil prøve at skrive om det vil det være ufyldestgørende for den reelle betydning det gør i mit liv.

Her den anden dag var jeg ude på langrend (jeg er næsten ude dagligt på en 5km, og dét i sig selv er ret fantastisk, især fordi jeg nu har overskud til ikke kun at holde fokus på mine ski men at nyde stilheden og alt den sneklædte natur), og jeg fandt mig selv være så ubetydelig lille midt i det majestætiske hvide landskab med den isblå himmel og de lyserøde skystrøg over mit hoved. Lige her besluttede jeg mig for at lade al dårligdom flyde ud af min krop og bryde med en udfordring jeg har haft så længe jeg kan huske; så jeg skreg – jeg råbte og skreg for mine lungers fulde kraft så det rungede over bjergskråningerne og i mine ører! Og da jeg med øm hals kørte videre var det med en besynderlig følelse af ikke at røre jorden; jeg kunne bogstavelig talt ikke mærke sneen under skiene og når jeg kiggede ned følte jeg, at jeg var hævet en meter eller mere over landjorden. Det var så surrealistisk og ejendommeligt, og kun én gang husker jeg at have prøvet noget lignende under en intens yogapraksis.
Mon jeg rent faktisk svævede?! Hmm…

Nå, men selvom det her jo lyder ret så ubeskriveligt fantastisk så var det, hvad der efterfølgende skete, der for alvor var ved at slå mig bagover af glæde.
Da jeg tre gange havde ladet mine indre dæmoner udfolde sig igennem min stemme (tankevækkende, at det er så øde heroppe, at ingen kom mig “til undsætning”…) og jeg kørte videre gik det pludselig op for mig, at jeg i flere minutter ikke havde tænkt på min tunge! Jeg kunne have grædt af lykke; ja, et par glædestårer løb rent faktisk ned af mine kinder og fandt vej til min stor-leende mund, hvor de lagde sig til rette som et slags trofæ. Jeg har kæmpet som en gal med min psyke og krop siden operationen – jeg gør det endnu! – og jeg havde nær mistet troen på, at mit fokus nogensinde ville slippe den mærkværdige anderledes følelse i min tunge (ja, jeg skrev faktisk om netop det HER), og så pludselig havde mine tanker fundet andetsteds at hvile i nogle minutter – endda selvom følelsen jo fortsat er der, for det er den!
Men hold nu fast det var en kæmpe kæmpe sejr; nu ved jeg, at der er håb forude, og i horisonten føler jeg at kunne ane, at der måske kan gemme sig et liv, hvor min skamferede tunge, kræft og frygt ikke længere er altdominerende men blot fragmenter jeg bærer med mig ligesom alt andet, der har været med til at gøre mig til netop den jeg er.
Sikke en uendelig stor befrielse, hvis det er sandt, hvad jeg skuer!

Reklamer