Af Nete Maj

I sidste uge fik Nick og jeg for første gang mulighed for at stå på langrend sammen.
Nogle aktionærer, deres børn og børnebørn hyggede sig med Neo. Ja, faktisk i dagevis, og det var lige så vi alle åndede dybt ud da de tog afsted; fyldt op af gode minder, meningsfulde samtaler, nærende relationer og intens leg – en udånding af lykke!
Men ja, den uge de var her, har Neo leget nærmest non-stop med barnebarnet Svend især – de har på skift været hos hinanden, har delt lege, huler og madder. Der er blevet grinet, snakket og de små viljestærke kamphaner har da også til tider skudt brystet frem!
Os forældre tog børnene lidt på skift, og det gav altså lige pludselig et frirum til en langrendtur sammen med min kære mand med Nia Luna sovende i pulken (en slags slæde, hvor barnet ligger/sidder i en sovepose) spændt fast på Nick (vi har stort set ikke brugt andet end slynge til Nia Lunas lure når vi har været ude, så vi vidste ikke om pulken ville fungere for os, men aldrig har hun sovet så godt som i den).
Hold nu fast hvor var det fedt! Grin og ivrig snak svævede op imellem de enorme graner mens solen sendte varme retur fra den blå himmel. Alt glitrede som var det strøet med glimmer og fra de afpillede grene på de i sommers så dybgrønne birketræer voksede iskrystaller frem i smukke mønstre. Lige her midt i ødemarken følte vi for første gang siden min diagnose en oprigtig lykke; boblende, sprudlende, eurofoiserinde og den gennemsyrede marv og ben; efterlod os gennemsigtige og svævende. Vi var begge uovervindelige som vi stod der midt i den meterhøje sne.
Vi sendte stjerner til hinanden med øjnene, snakkede fremtidsdrømme og turde tro på det gode, udelukkende det gode.
ENDELIG!
5 måneder efter operationen!

Men lykken skulle ikke vare længe for så kom lørdag. Nick var på job, og skulle en sjælden gang arbejde aften, jeg var alene med ungerne som plaskede i det lille babybadekar, og jeg børstede mine tænder. Som altid tjekkede jeg min tunge, men fik denne dag en indskydelse om at gøre det med en lygte – og dér var det!
Børnenes plasken og småsludren trak sig tilbage og jeg hørte det kun svagt igennem et slør af omtågethed. Jeg greb ud efter vasken og måtte sætte mig på toiletbrættet inden jeg igen tog mod til mig og kiggede i spejlet.
Dér, lige bag operationsaret på min tunge, var en lille hvid plet!

Langsomt fortrak jeg mig fra badeværelset, fandt mobilen frem og kaldte Nick hjem.
Han så den også; pletten. Pletten, der havde skjult sig for mit øje uden at være i direkte lys. En plet, der lignede den kræftsvulst jeg havde, bare i betydeligt mindre skala.

Dagene siden lørdag har været et billedtæppe af sorg, fortvivlelse, gråd og vrede. Jeg har mere end én gang slået mig selv i hovedet for de gange jeg ikke har gjort hvad jeg havde sat mig for – som når yogaen har glippet, som de lidt for talrige kopper kaffe, der har sneget sig ind, som den kage vi har spist, knækbrøddet og bollerne, for mine mørke tanker og for det ene og det andet…
Jeg fik en hastetid på Rigshospitalet i Oslo, og som dagene gik, kom erkendelsen og en uhyggelig accept krybende, tog pladsen for bekymringerne og efterlod mig rolig og fattet; kirurgen ville fortælle, at kræften var tilbage og at jeg nu skulle gennemgå endnu en operation. Samtalen om stråling ville komme op igen, og denne gang ville jeg ikke få hans samtykke i mit fravalg. Igen skulle jeg igennem det ubeskriveligt hårde psykiske og fysiske forløb efter operationen. Amning. Smerter. Talebesvær. Afkræftethed. Uvisheden. Frygten……

Dagene sneglede sig afsted, og jeg blev inde i hytten; ville ikke møde nogle, ville ikke snakke med nogen, ville ikke konfronteres.
Og da det blev tirsdag spurgte min mor efter vores accept til, at hun kom herop for at tage sig af børnene så Nick kunne komme med mig ind, så jeg ikke igen skulle igennem det alene. Også hun var sikker på, at kræften var kommet igen!
Så da vi onsdag formiddag ankom til Oslo Rigshospital, blev vi mødt af mormor, og det var så godt, at hun var der!

28537258_10213563656918549_582639891_n
Børnene løb hende i møde og strålede som to små sole, og inden de blev ladt alene sammen, fik vi både tid til at græde ud i hinandens arme og snakket om vigtige tanker vi hver især havde gjort os. Mine forældres favn er for altid min sikre havn!

Nick og jeg forlod vores børn og mormor hånd i hånd, og det føltes lidt som gik vi ned af dødsgangen. Langsomt blev min indre ro pillet fra hinanden, og i de godt to timer vi sad i venterummet nåede jeg både at være ved at hyperventilere, besvime og gå i panik. Vi var alle følelser igennem, og jeg var på ingen måde længere afklaret og fattet!

Da jeg endelig blev kaldt ind, var kirurgen sød og omsorgsfuld som altid. Jeg fortalte, og han lyttede.
Nu kom tidspunktet, hvor han skulle se pletten. Jeg gabte op og han sagde; “hvor er det henne?”
Forvirret viste jeg ham det i spejlet.
Kunne han ikke se det?
“Det der!” Sagde han nærmest grinende. “Det er ingenting! Den slags har vi alle.”
Jeg turde næsten ikke tro mine egne ører, og både Nick og jeg sprang ham om halsen, efter gang på gang at have forsikret os, at han nu var sikker.

Vi var altså kørt 4 timer fra Kvitåvatn til Oslo og min mor var fløjet fra Danmark til Norge for ingenting, og det kunne ikke på nogen tænkelig måde have været bedre.
Dagen – ja, livet! – tog pludselig en helt uventet drejning, og endte med at blive en sand fest – en fest med glædestårer og store omfavnelser, aftensmad på café og balloner i lufthavnen inden vi satte mormor på et fly retur til Danmark.

Som jeg ligger her, dagen efter, og er helt udkørt over den gevaldige rutschebanetur jeg har været på siden lørdag, tør jeg stadig knap tro på det – shit en uhyggelig forskrækkelse, og sikke en enorm gave; jeg har fået livet igen!

28555574_10213563659478613_62570554_o

Reklamer