af Nete Maj

Vi er fire mennesker, der bor og lever sammen; ingen er vigtigere end den anden. Vi er altså ikke to voksne, der egenrådigt bestemmer og to børn, der bare er på slæb. For at vi alle trives, skal vi alle hver især have det godt.
Da vi i maj sidste år rejste til Norge for at bo og arbejde, vidste vi ikke, hvad der ventede os; om vi ville kunne trives på et øde fjeld (efter at have tilbragt 4 måneder med drøn på rundt i diverse spanske og portugisiske byer..), om vi ville få klaustrofobi eller være alt for vinterforskrækkede til at bo et sted hvor sneen først smelter når sommeren nærmer sig… Tænk sig, at der snart er gået et år – 1 år! Så meget er sket siden vi ankom; jeg er ikke længere den jeg var, da jeg tog hertil, og vi har været så meget igennem – på godt og ondt.

Idag var jeg på den mest fantastiske tur på langrend jeg endnu har oplevet på egen hånd. Skiene var smurt til perfektion og var hverken for glatte eller stod for godt fast; de var i perfekt symbiose med sneen og gav derfor mig mulighed for at nyde de smukke omgivelser. Hele morgenen har små fine snefnug drysset fra en grå himmel, men da jeg kom ud på langrendpisterne åbnede skyerne en smule op, der var ophold i sneen og solen skinnede svagt igennem et tyndt snedække. Nogle steder kunne anes lyseblå himmel, og solens stråler varmede huden i mit ansigt.
10 kilometer uden et eneste styrt. Det har jeg endnu ikke prøvet, og det føltes så godt.

Det var en noget skitzofren tur dog; jeg kom hele følelsesregistret igennem; blev rørt af den storslåede skønhed og grinede så det boblede indeni. Jeg var i zen og dyb ro, og jeg græd varme tårer midt i det kolde over at føle melankoliens faste greb over snart at skulle forlade dette smukke sted.
For ja, på baggrund af sidste uges chok og for at tilgodese vores søns behov som vi desperat har forsøgt at opfylde heroppe – gang på gang uden held – har vi taget en beslutning; Nick har sagt op og vi skal hjem til Danmark. Hjem til vores lille hus som vi savner og stort set ikke har prøvet at bo i endnu! Men mest af alt skal vi hjem til dem, der betyder noget; vores elskede familie og venner. I sidste uge mærkede vi i den grad vigtigheden af at have et solidt bagland, og vi skal ikke risikere at skulle gå igennem noget lignende uden at være nær vores sikkerhedsnet igen. Det var simpelthen for hårdt, og vi er et alt for skrøbeligt sted i vores liv lige nu til at stå på egne ben!

Da jeg atter klikkede skiene af, lukkede himlen sig igen sammen og store snefnug dalede langsomt imod den hvide jord; som havde den norske natur mærket min afsked, min taknemmelighed, min ydmyghed og derfor havde givet mig den perfekte sidste storslåede oplevelse som afsked med smukke Norge retur.

Det er med stor ro og lettelse indeni, at vi har taget denne beslutning – det føles rigtigt at skulle hjem og nu hvor beslutningen er taget, glæder vi os vildt.
Men Kvitåvatn og Norge har behandlet os godt, og den friske fjeldluft og bjergtagende natur, ensomheden og dermed det mentale spejl, der har tvunget mig og os til at kigge indad og arbejde med den proces vi går igennem, har været en vigtig brik på helbredelsens vej. Vi har elsket at være her, og var det ikke på grund af min diagnose og den store udfordring i at finde stimuli til vores søn, var vi blevet – så ja, det er bestemt ikke uden grund, at jeg blev ramt af alle de forskellige følelser idag.

Men som jeg startede mit lille skriv, så er vi fire mennesker, der alle skal have det godt, og nu er tiden til at vende snuden hjemad for at imødekomme alles behov, og når nu beslutningen er taget, kan jeg næsten ikke vente til, at legestuen, unschooling-gruppen og kammeraterne bliver en fast del af vores søns liv. Jeg glæder mig enormt til at tilbringe tid med længe savnede venner, til at ses regelmæssigt med familien og til, at Nick og jeg igen kan få lidt kærestetid ind imellem – det bliver så skønt. Jeg glæder mig til at kunne vælte mig i lækre, økologiske og lokale grøntsager, købe ting som tofu og diverse tørrede bønner, og til at vi forhåbentlig begynder at dyrke jorden i vores have.
Nu er det spændende, hvad der venter os i det danske… Tilbage er der bare at pakke resten af hytten sammen og at pakke bil (med fastfrosset bagagerum!). Og så afsted mod det danske eventyr.

(Billederne er taget på forskellige dage, og ingen af dem er fra idag, da jeg ikke havde kamera med mig)

 

Reklamer