af Nete Maj

Jeg har altid elsket og nydt min morgenmad, og da jeg begyndte at leve af en primært basisk kost var dette måltid én af de helt store udfordringer for mig.
Så længe jeg husker tilbage har jeg startet min dag med havregryn – som barn med sukker og komælk, senere blev sukkeret skiftet ud med kanel, frisk frugt og nødder, sidenhen blev komælken erstattet af plantemælk og indtil min diagnose blev stillet spiste jeg glædeligt og trofast mine gryn rå eller som grød.
Men så vidt jeg kan læse mig frem til er havregryn let syredannende (det med den basiske kost kan til tider være en jungle og en smule holdningsorienteret…), ligesom mange andre gryn og korn (men bliver basedannende ved iblødsætning, siger nogle?!), og for mig gælder det om at få mest muligt basedannende, da kræftceller trives dårligt i et basisk miljø.

Jeg prøvede mig frem med alle mulige ting – råkost salat, smoothie, suppe, aftensmads rester – men jeg følte på ingen måde, at det kunne gøre det ud for morgenmad eller var et måltid i sig selv og jeg savnede bare minelskede morgenmad!
I min desperate jagt på basiske morgenmads-alternativer stødte jeg på en opskrift som jeg over de sidste måneder har forfinet og gjort til min egen. Da jeg prøvede den første gang var det med en indstilling om, at nu skulle det bare ned og så måtte det være sådan – ikke at jeg ikke nyder grøntsager, grønne smoothies osv, men jeg var bare så ærgerlig over, at min livsstil skulle være så anderledes og “kedelig” (ja; selvvalgt, men på baggrund af massiv evidens omkring kost og kræft!), og første gang jeg lavede den grønne grød var hos min mor, og weekendbordet var dækket op med nybagte boller, hjemmelavede marmelader og saftevand, nybrygget kaffe, yoghurt med musli, nylagte blødkogte æg med rugbrød, ost og naboens honning – altså et bord den grønne grød ikke kunne nå til sokkeholderne!
Men det skulle vise sig, at grøden smagte overraskende godt og jeg var yderst tilfredsstillet midt i morgenbordets slaraffenland. Sikke en øjenåbner! Jeg tog den straks til mig.

Her nogle måneder efter vil hverken Nick eller jeg nødigt undvære den grønne morgenmad; den er blevet vores nye must-have (Neo foretrækker sine banan-klatkager, og Nia Luna spiser glædeligt lidt fra begge lejre), og derfor tænker jeg, at andre måske kan have glæde af den… Her kommer hverfald en opskrift (har du ikke én eller flere af ingredienserne så undlad dem eller skift ud med lignende; næsten alt fungerer og jeg har justeret meget på den over de sidste måneder, men denne version er bare LÆKKER!).

Basisk Grøn Grød

Opskrift til 2 personer

1/2 avocado
1 banan
1 æble
1-2 håndfuld frisk grønkål/spinat (eller  8 kugler frossent spinat/grønkål) – gerne lidt af hvert
10 cm agurk/squash
2 spsk friskpresset citronsaft (eller kødet fra ½ citron)
2-4 store buketter broccoli
1 stang bladselleri
4 cm frisk gurkemeje
2-4 cm frisk ingefær
4 spsk aloe vera (alternativ vand/plantemælk/ urte-te)
2 spsk hvedegræspulver
1 tsk chlorellapulver
2 tsk camu camu-pulver
1 tsk chiafrø

Tilsæt evt. urtete/plantemælk, hvis der trænger mere væske til at blende massen, men sørg for at det forbliver grød og ikke smoothie.

Til topping:
– Mandler
– Chiafrø
– Kokosmel/-flager (evt ristet)
– Gojibær
– Figner (friske eller tørrede uden tilsat sukker)
– Rosiner

– Blend alle ingredienser (minus topping-ingredienser) i en foodprocessor eller god blender, der ikke kræver for meget væske!
– Pynt grøden.
– Spis :)

IMG_9418

Reklamer