af Nete Maj

Der har været stille på bloggen – længe! Mange gange har jeg haft lyst til at skrive, og jeg har så meget på hjerte, så meget jeg ønsker at dele; ikke for at promovere eller sætte mig selv i centrum, men af den simple grund, at jeg har erfaret, at mine beretninger og tanker rent faktisk virker som tiltænkt; de skaber håb, inspiration og lyser op i mørket hos personer, der som mig selv står lidt i “dødens skygge”. Det er jeg ydmygt taknemmelig over! Flere er begyndt at kommentere vores manglende skriv på bloggen og sender private mails for ar høre, hvordan vi har det, og jeg er bare dybt taknemmelig over jeres tanker og hilsner. Tak.

Jeg har lyst til at skrive fordi det er en indre uslukkelig ild, der brænder; jeg elsker at skrive, og jeg kan faktisk slet ikke lade være. Og jeg har skrevet, men mange at mine skriverier ligger blot som kladder, der aldrig er kommet videre eller som noter på mobiltelefonen skrevet på de sene nattetimer mellem putning af unger og hvileløse stunder…
Snart er det ét år siden, at jeg blev opereret for kræft på tungen. Lige nu er jeg i en tid, hvor facebook konstant minder mig om, at på denne tid sidste år var jeg igennem en udredning, og hver gang et billede fra vores tid i Norge kommer op som minde, løber det mig koldt ned af ryggen. Jeg gennemlever – omend ultrakort – det hele igen, og lukker hurtigt ned for det sociale medie. Selvom det hele står klart frem i erindringerne føles dengang som et andet liv, og sandheden er nok, at grunden til, at jeg i lang tid har været stille på bloggen er, at jeg brugte dette sted som terapi – en terapi som jeg ikke længere trænger på samme måde og derfor har lagt lidt på hylden. Via ordene fik jeg luftet ud i hovedet; nu er det kroppen og sindets tur….
(Samtidig er jeg kommet på instagram, og har i højere grad brugt dette medie til hurtige små opdateringer osv.)

Vi forlod Norge – vores hjem igennem godt et år – i starten af april. Det var pludseligt, spontant og føltes noget uforløst. Men vi stod et sted, hvor angsten for, at kræften skulle komme igen var altoverskyggende, og vi manglede vores netværk, vores venner og familie. De hjælpende hænder, udstrakte arme og varme hjerter. Tiden var kommet til, at vi skulle hjem.

Meget er hændt siden, og som jeg sidder og læser gamle kladder igennem indser jeg, at tiden fra vi kom tilbage til Danmark virkelig har været en udviklingsproces, og at forklare forløbet vil ikke være let. Derfor har jeg valgt at dele lidt fra mine mange skriblerier fra skrivebordskuffen.

Her er lidt af det jeg har fundet frem fra gemmerne:

Start april ~ 1 uge efter vi kom til Danmark:
“Vi er på det nærmeste druknet i snot og sygdom toppet med et hav af gensyn og en lille håndfuld jobsamtaler. Det har været en markant kontrast til livet i de norske øde fjelde, og vores relativt sensitive sansesystemer har været på overarbejde. For uanset hvor dejligt det har været at gense familie, venner og yndlingssteder må vi nok sande, at vi med årene har fundet os godt til rette i vores egen lille families selskab og hurtigt mister balancen når der sker meget. Når det er sagt; hold nu fast en befrielse at komme hjem. Da vi kørte af færgen var det som tog vi en brynje af; godt nok har vi haft det godt og været glade for livet i Norge og jeg ville ikke være foruden de mange magiske oplevelser deroppe,  men ved atter at være på dansk jord med den vished, at her skulle vi blive, følte vi en kæmpe lettelse, og vi var næsten euroforiske som vi kørte på den flade lige landevej.
Alle de varme knus og smil, flag der er blevet hejst og yndlings mad serveret; vi har i den grad mærket folks glæde ved vores hjemkomst, og med den, erkendelsen af, at vi har taget det rigtige valg i at komme hjem. Ovenpå det mareridt vi har været igennem, har sorgen bidt sig ind alle og efterladt et enormt savn og en afmagt ved at være adskilt. Og nu er tiden til at heles sammen! Og ikke mindst til at hele igennem al den lækre økologiske og plantebaseret mad vi kan få i overflod her hjemme.
Da vi kørte over broerne fra Fyn imod vores hjem, drejede vi af og kørte direkte i legestue mens Nick fik åbnet huset op og tændt op i fyret. Børnene har trængt til faste relationer og børnestimuli i vores sidste tid i Norge, og at se dem dér blandt de gode gamle velkendte ansigter igen, gjorde mig varm i hjertet. At kunne give især vores ældste muligheder som fx bedsteforældre, legekammerater og legestue tilbage, har været en stor katalysator for vores valg om at tage hjem, og det føles i den grad tilfredsstillende nu at have muligheden for at gøre de ting han elsker og har behov for.
Men vores børn har nu været syge i over en uge. Nia Luna især og i så høj en grad, at hverken hun eller jeg har sovet i en lille uge – og vi var begge totalt tyndslidte forleden aften!
Hun har hele ugen været fuldstændig hysterisk pga sår ved næse og kinder forsaget af snot, og jeg har første gang oplevet ikke at kunne rumme hende. Efter at være blevet hevet i håret, revet på kinderne og flået i brysterne med tænder og negle, sad jeg i ren træthed og bare græd. Ovenpå al gensynsglæden var jeg pludselig ramt af følelsen; “og hvad så nu? Vi er tilbage, men frygten for kræftens tilbagevenden, de mange tjek osv er stadig en del af vores liv. Og hvad skal der i det hele taget blive af mig?”. Og indimellem har jeg bare lyst til at skrige af mine lungers fulde kraft; “Kan I da ikke se, at jeg er i stykker?!”….”

I slut april – nogle uger senere – skrev jeg dette:

“Vores liv er blevet mere og mere sårbart, hudløst og kriseramt. At være i trygge rammer blandt de mennesker, der kender os bedst gør, at der pludselig er en helt anden plads til at reagere og revurdere vores liv. Pludselig er der lommer af ro til at kigge hinanden dybt i øjnene – helt derind, hvor sjælen bor og hvor facaden krakelerer.
Som da Nick, ungerne og jeg var på besøg hos farmor og hun stoppede op med dem på legepladsen mens Nick og jeg hånd i hånd gik videre langs stranden. I de sagte bølgers rislen og i solens lune forårsstråler løb tårerne og en frustration fra mit dybeste indre blev frigivet; jeg kan ikke tænke på fremtiden. Jeg kan ikke se udover det næste tjek.. Og det næste..og næste! Ingenting giver mening for mig, og planlægning synes omsonst; hvorfor planlægge når jeg hver anden måned står til “at miste livet”?! Og samtidig har Nick et kolossalt behov for, at vi finder vejen hen til vores drømmeliv. Et dilemma, der synes umuligt at løse lige nu.
Det er så forbandet hårdt!”

Og jeg skrev dette:

“Alles handlinger og ord er velmente og jeg ved det, men samværet med andre efterlader ofte en rungende ensomhed i mig. Da jeg så døden i øjnene blev et filter fjernet – der blev ikke bare lavet et hul, nej tæppet blev simpelthen revet væk under mine fødder og har efterladt mig svævende i intetheden, hvor intet giver mening.
At være pårørende til mig er helt sikkert ikke nemt. Ingen ved, hvad jeg har brug for hvornår, og ingen kan i virkeligheden gøre hvad jeg har brug for, nemlig at tage mig tilbage til mit dejlige ubekymrede selv og det liv jeg kendte og elskede. Åh shit, hvor jeg savner det! Men i mit tilfælde kan jeg kun sige, at det værste man som pårørende kan gøre er at være berøringsangst. “Kald en spade for en spade!” som min moster, der selv er meget syg af kræft, sagde forleden da et andet familiemedlem velmenende og omsorgsfuldt prøvede at berolige mig over min tiltagende angst og nervøsitet over det nært forestående tjek i Oslo. For ja, jeg har set døden i øjnene, og nogle gange har jeg brug for at tale om netop dét. Nogle gange har jeg brug for at få lov til at være bange. Være sur. Være angst. Være opgivende. Nogle gange har jeg bare brug for, at det er okay at være mig med alt hvad det vil sige!
Jeg blev opereret for et halvt år siden, og godt nok er jeg kræftfri, men jeg er ikke rask. Og selvom jeg er god til at se de små glæder i livet, at sætte pris på det simple og på de mange gode oplevelser jeg har i bagagen så har en kræftdiagnose taget noget fra mig, og lige nu står jeg fortsat i orkanens øje selvom andre kan undre sig og fx være af den holdning, at de da fik kræften væk, så hvad er problemet!
Problemet er bare, at jeg har fået frarøvet mig den udødeligheds-følelse vi nok alle går rundt med. Og dét i en relativt ung alder. Et sted i livet, hvor jeg er uhyre vigtig for to små mennesker, og hvor der ikke er plads til, at skulle gå igennem dette. Jeg har fået frarøvet mig mig selv, og jeg bliver aldrig den samme igen.
Her i mit livs sværeste tid er jeg dybt taknemmelig over igen at være i Danmark, hvor jeg har et så solidt sikkerhedsnet til at gribe mig når jeg falder, og her er der hjælp at hente til dagligt at tage de seje svømmetag, der skal til for at holde mig ovenvande.”

At læse mine egne ord, der nu virker så fremmede på mig, er underligt, og som sagt; tiden vi har tilbragt i Danmark har været en enorm udviklingsproces.
Nu er jeg et helt andet sted – et godt sted – hvor jeg føler mig stærk, sund og rask, og hvor jeg arbejder intenst med dét, der rør sig i mit indre.
I årevis har jeg haft en drøm om at uddanne mig til yogalærer, og den drøm er jeg nu ved at gøre til en realitet. Det er den bedste terapi nogensinde, og dét kommer jeg sikkert til at skrive meget mere om, men for nu er dette indlæg vist blevet rigeligt langt!

Reklamer